Copenhagen Open afholdes 1-2.august 2020

Årets Copenhagen Open bliver efter lang tids spekulation heldigvis til noget, og vi glæder os i den grad til at byde Jer velkommen!

Det bliver desværre ikke i helt den velkendte udgave, da Covid-19 anvisningerne fra Sundhedsmyndighederne lægger nogle begrænsninger. Således må der max. være 500 mennesker på hele stadion, og heraf må der max. være 100 personer på inderkredsen inklusive atleter og officials.

Streaming har altid været en vigtig del af Copenhagen Open, men sådan bliver det desværre ikke i år. Vi har valgt at prioritere antallet af aktive på inderkredsen højest, samtidig med at de økonomiske konsekvenser af Covid-19 desværre også har haft indflydelse på beslutningen.

2020-udgaven bliver derfor på nogle områder desværre en light version, men vi tror også, at det som alle savner lige nu, det er nogle gode rammer og nogle gode felter. Det første skal vi nok sørge for, blandt andet ved muligheden for at vende banen på både 100 og 200m, så der skabes optimal vind for alle, og så håber vi rigtig mange vil benytte muligheden til endelig, endelig at komme i gang for alvor!

Copenhagen Open ligger blot 2 uger før Store DM, så det vil være en perfekt forberedelse for deltagerne til DM, og da vi den 19-20.september skal stå for DMU for de 14-15 årige, så bliver det også en mulighed for dem til at teste DMU-arenaen.

Der kan muligvis komme nogle begrænsninger på antallet af deltagere i de forskellige øvelser, specielt de tekniske, hvis der er stor interesse for at deltage. Men som udgangspunkt, så forsøger vi at planlægge os ud ad det rent tidsskemamæssigt og ved at smelte grupper sammen. Kommer vi til at prioritere, så vil det desværre være efter resultatniveau, så alle bedes angive deres ÅB/PR ved tilmeldingen.

Vi får som de foregående år også igen i år brug for at trække på øst-klubberne som hjælpere til at afvikle Copenhagen Open. Hvis I har nogle preferencer mht til øvelser, grupper eller tidspunkter, så meld gerne retur sammen med tilmeldingen. Takker!

Hent invitationen her.

Vi glæder os til at se Jer til endnu en god atletik weekend i Hvidovre!

Se øvelserne

NYHEDER

Her kommer der løbende nyheder om årets Copenhagen Open

Copenhagen Open samlede i 2019 flere end 600 deltagere fra 10 lande, der tilsammen lavede over 2.000 starter i weekenden. 2020-udgaven bliver pga Covid-19 en mindre udgave.

  • 4.august: En vellykket atletikweekend med et hav at flotte resultater er vel overstået. Det blev til Dansk Rekord i diskos til Katrine Bebe (Sparta) med 60,43m, 21-års rekord til Thea Jensen (Hvidovre AM)  i kugle med 15,85m og 14-års rekord til Anne Juul Jensen (Viking Atletik) i diskos med 45,79m. Det blev til hele 51 stævnerekorder! Nævnes skal, at der var 5 danske kvinder under 12,00s på 100m og 2 kvinder under 24,00s på 200m med Mathilde Kramer (FIF) som dobbelt vinder med 11,63s/23,70s. Mia Helene Mørcks (Bagsværd) vandt en god sejr i 2.07,61m på 800m. Beatrices Llanos (Laksevaag NOR) kastede flotte 65,57m i hammerkast, hvor der med3 danskere over de 60m blev skrevet historie. Hos mændene var det isæt Kojo Musahs (1900) 200m på 20,67s der imponerede, men 9 danskere under de 22,00s viste stor bredde i øvelsen. Benjamin Lobo (Aalborg) løb lovende 47,10s på 400m, mens Andreas Trajkovski (Hvidovre AM) viste DM-form med 7,56m i længde og Emil Mikkelsen bekræfede sit løft i niveau i diskos med 57,29m. Som DM form-test viste Copenhagen Open meget lovende takter, og især i sprint blev det igen bekræftet, at Hvidovre måske har Danmarks hurtigste baner. DM om 2 uger på Østerbro stadion tegner meget spændende!
  • 30.juli 23.50: Så er de praktiske informationer klar, og alle bedes læse om forholdsreglerne ift Covid-19, da det har en del indflydelse på selve stævneafviklingen.
  • 28.juli 14.00: Så ligger det endelig tidsskema klart. Begge dage med start kl. 10, og der sluttes ca. 18 lørdag og ca. 15 søndag. Der kommer fortsat en del efteranmeldelser.
  • 21.juli 12.00: Specielt i seniorklasserne har der været stor interesse for at deltage, og en stor del af den danske elite er på plads suppleret op af  interessante udenlandske atleter. Sprintdistancerne er meget populære med mere end 40 deltagere på 100-200m hos kvinderne og mere end 50 deltagere hos mændene. Der er lige nu mere end 1.200 startere fordelt på knap 500 aktive fra 54 klubber fra 5 lande. Det bliver en rigtig spændende weekend!
  • 16.juli 11.20: Med 3 dage til deadline for tilmelding er der allerede kommet tilmeldinger fra 17 klubber fra 4 lande, og ud over Danmark er der klubber fra Sverige (godkendte områder), Færøerne og Tyskland. Og der er forespørgsler fra Norge, Storbritannien og Holland, så det tyder på et godt stævne.

 

SPONSORER